I 2025 vil over en halv million danskere have diabetes, også kaldet sukkersyge. Det er over dobbelt så mange som i dag, hvor 230.000 danskere lider af den alvorlige sygdom. Derfor mener formanden for Diabetesforeningen, professor Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet, at der især skal sættes bedre ind med forebyggelse for at undgå væksten. Men samtidig skal der bedre behandling til. Således kan omkring 75.000 behandles bedre for diabetes 2. Professsor Henning Beck-Nielsen fra OUH, som står i spidsen for verdens største forskningsprojekt i diabetes 2, siger således: - Hidtil har vi opfattet type 2-sukkersyge som en sygdom, der også er blevet behandlet efter den samme opskrift hos alle patienter. Men vores undersøgelser viser, at sygdommen nok består af ti forskellige sygdomme. Og de forskellige sygdomme skal behandles på forskellige måder for at opnå det bedste resultat.
Diabetes (sukkersyge) er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker (glukose) er øget ud over det normale. Ved Type 1 diabetes opdager man det ved symptomer som øget vandladning, øget tørst, træthed, nedsat appetit og vægttab, kløe omkring kønsorganer, infektioner i hud og på slimhinder og måske krampe i lægmusklen. Sker det, skal man gå til lægen og få lavet en urinprøve. Er denne positiv vil man blive indlagt på hospitalet, hvor man vil få den nødvendige behandling og vejledning. Ved type 2 diabetes, kan man opleve - men sjældent - symptomerne, og man kan derfor gå i længere tid uden at blive diagnosticeret. Type 2 diabetes ses specielt hos personer, der har diabetes i familien, tidligere har haft diabetes under graviditet, er overvægtige. har forhøjet blodtryk, har åreforkalkning - for eksempel blodprop i hjerte, har forhøjet fedtstoffer i blodet - kolesterol og triglycerid. Er man i tvivl eller har mistanke bør man gå til lægen, som kan teste ens blodsukker niveau. Alternativt kan man købe en blodsukkermåler på apoteket og teste sit eget blodsukker. Blodsukkeret ved faste om morgenen skal helst ligge mellem 4,2-7,2 mmol/l - det bevæger sig sjældent uden for disse tal hos raske mennesker.